En god skolegang er uvurderlig. Mens vi er børn, fylder den størstedelen af vores hverdag. Som voksen er det ideelt, hvis vi kan se tilbage og tænke: Min skolegang hjalp mig videre i livet. Så enkelt er det bare ikke for alle.

Den Gule Flyver ønsker at være den maskine, der giver børn og unge den bedste mulighed for at sætte kurs mod en fremtid, som er mere lovende, end dengang flyturen begyndte. I Den Gule Flyver har vi i mere end 20 år gjort mere end 400 elever til pilot i deres eget liv. De har været modige, og vi har motiveret dem i trygge rammer. En lav fraværsprocent og det, at vi sender så mange videre til jobs og ungdomsuddannelser peger på, at mange får sat den rette kurs.

Elev efter elev viser os, at trivsel er det bedste afsæt for udvikling. Et af kendetegnene ved Den Gule Flyver er, at flyvereleverne – ud over det skolefaglige – skaber gode relationer ved at anerkende både egne og andres fortællinger og ståsteder. Noget, de ikke alene kan tage med sig ud i fremtiden, men også direkte med hjem i fritiden, hvor de indgår i betydningsfulde fællesskaber med venner og klubkammerater.